Lad mig starte med at præsentere mig selv, jeg hedder Jesper Pedersen, og er formand for FLUG.
FLUG er på samme tid både en af Danmarks ældste LUG'er og en af de yngste, afhængig af hvad der skal til for at være en LUG. Det hele startede helt tilbage i 95, hvor en række systemadministratorer og ex-systemadministratorer på Odense Universitet indkaldte til et møde hvor emnet var Linux. Til dette møde var vi godt og vel 15 mennesker, og vi blev enige om at mødes en gang om måneden til erfaringsudveksling. Dette gjorde vi så, men desværre ikke mere en to gange eller så, så gik det lidt i sig selv igen.
3 år senere tog jeg atter tråden op, og vi begyndte atter at mødes regelmæssig, og denne gang var det faktisk regelmæssigt. Vi gik endda så langt som at reklamere for os selv på Universitetet og nogle få kollegier. På dette tidspunkt var vi nu godt 20 medlemmer, hvoraf der var ca. 5-8 til hver møde.
23 december 1998 fik jeg så et brev fra Peter Toft (formand for SSLUG), som skulle ændre tingene i FLUG drastisk. I dette brev stod der at Eric Raymond kom på besøg i Danmark, og hvis vi var interesseret, så kunne han komme forbi FLUG og give et foredrag. JO! vi var interesseret!
Et møde med 20 FLUG medlemmer havde sikkert været hyggeligt for Eric Raymond, men han ville nok også have følt at vi spildte hans tid lidt. Så vi måtte lige finde et par hundrede flere medlemmer. Dette lykkedes os faktisk. På blot en måned lykkedes det os at få lavet en meget flot plakat, og få denne plakat hængt op en masse steder (dvs. alle computer forretninger, mange kollegier og mange videre gående uddannelser!)
Til foredraget kom der godt 180 mennesker, og til det efterfølgende møde i FLUG var der 65 mennesker. Desværre er det ikke lykkedes os at vedholde dette fremøde tal til alle vores møder, men vi er dog flere end de 5-8 stykke vi var blot 2 måneder tidligere.
Siden Eric Raymonds besøg har vi mødes cirka hver fjortende dag (og her betyder "cirka" faktisk ikke at der en gang imellem gik lidt længere imellem vores møder, men tværtimod at vi i perioder havde så meget stof til vores foredrag, at vi afholdt foredrag hver uge). Til disse møder er der normalt mellem 15 og 50 fremmødte.
I Juni måned 1999 blev FLUG så endelig en forening med en demokratisk valgt bestyrelse og formand (før det var jeg diktator ;-)
Historien udspringer fra at jeg arbejdede på en Emacs pakke kaldet power-macros. Dette gav mig kontakt til Richards Stallman, som jeg efter et stykke tids samarbejde inviterede på besøg i FLUG. Til min overraskelse sagde han ja, men gav dog en betingelse, vi skulle omdøbe FLUG til at hedde "Fyns GNU/Linux User Group".
Da jeg som en meget lykkelig og stolt mand skrev til FLUG listerne og fortalte at jeg havde fået Richard Stallman overtalt til at komme på besøg hos os, havde jeg aldrig nogensinde forestillet mig at det ville være andet end en form sag at få det lille ubetydelige GNU ind i vores navn.
Sådan skulle det desværre ikke være, og den efterfølgende måned var der en lang og opslidende diskussion på en af vores postlister, om hvorvidt dette navneskifte var "røvslikkeri" eller "blot at give ham den ære han havde fortjent".
Diskussionen blev endnu mere trættende da jeg foreslog at vi stemte om denne ændring per email istedet for til en generalforsamling (ideen var at email trods alt var vores primære kommunikationskanal). Det var der nogle der var imod, da dette ikke var i overenstemmelse med vedtægterne.
Resultatet blev at vi afholdt ekstraordinær generalforsamling, hvor vi vedtog at alle afstemninger kunne foretages per email, og derefter stemte vi per email om vi skulle omdøbe foreningen fra at hedde "FLUG - Fyns Linux User Group" til "FLUG - Fyns GNU/Linux User Group".
Den opmærksomme læser vil have opdaget at det ikke var til afstemning om vi skulle ændre forkortelses til FGLUG. Årsagen til dette var at der var bred enighed om 1) Dette lød meget grimt 2) Alle kendte os nu som FLUG, en omdøbning til FGLUG ville betyde at meget PR ville være tabt, 3) at det teknisk ville betyde at vi skulle til at ændre domaine (flug.dk), hvilket ville være besværligt.
Ved denne afstemning blev det et ja, og jeg tror jeg taler for alle når jeg siger at vi var glade for at denne diskussion nu endelig var tilendebragt.
Designet af plakaten stod Per Zacho endnu en gang for (som de fire forrige plakater vi har fået lavet). Vores tidligere plakater kan ses på www.flug.dk, og de er virkelig et kik værd!
Til ophængningen måtte vi atter en gang have fat i Tordensskjold soldater. Desværre er FLUG's medlemmer ikke særlige villige til at hænge plakater op (endsige til at lave noget andet aktivt arbejde). Som en side bemærkning kan det nævnet at vi maksimalt er 10-15 aktive medlemmer i FLUG, men det er vel vilkårene for foreninger i Danmark.
Plakaten blev ophængt i alle computer forretninger i Odense, på mange af de vidregående uddanelsesinstitutioner, og på mange af gymnasieskolerne. Udover dette blev en række af kollegierne tapetseret.
Gennem DKUUG blev der sendt en pressemeddelelse til alle computerbladene og alle de støre dagblade. Ud over dette tog jeg kontakt til lokal pressen i Odense, og forsøgte at få dem i tale. Dette resulterede i en notits i den lokale ugeavis om arrangementets komme, samt at foredraget blev optaget af UTV.
UTV er en lokal tv station, der sender indslag med interesse for studerende i Odense. De sender på Tv-Danmarks frekvenser om formiddagen og sent om aftenen.
UTV optog hele foredraget, og så vidt jeg er orienteret, så vil det blive sendt i sin fulde længe. Ud over dette blev vi enige om at FLUG måtte konvertere deres optagelser til et elektronisk format, og lægge dette på nettet. Om hele foredraget kommer på nettet afhænger af hvorvidt vi kan finde et sted med båndbredte nok hvor det kan ligge. Desuden har jeg talt med et par stykker andre om muligheden for en service hvor folk kan få tilsendt foredraget på cd. Vi skal dog have diskuteret hvorledes dette skal foregå i praksis. Afslutningsvis kan jeg da oplyse at foredraget var en kæmpe succes, godt 210 mennesker kom til foredraget, og det var utroligt spændende og inspirerende.